Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Georgs Æske

De mennesker der arbejder i Georgs Æske er en kombination af unge og ældre, mænd og kvinder, uddannede pædagoger med lang erfaring samt nyuddannede pædagoger. Fællesnævneren er, at det er mennesker der brænder for vores fælles hus. Medarbejdere er som udgangspunkt fast tilknyttet de enkelte grupper, men der arbejdes også på tværs af gruppeinddelingen, ligesom vi hjælper hinanden ved ferier, møder, sygdom, kurser o. lign. 

Georgs Æske er en kombination af et traditionelt dansk dagtilbud, hvor børnenes leg og egen aktivitet er værdsat og anerkendt samt mere strukturerede læringsmiljøer, hvor ansvaret for indholdet af de pædagogiske aktiviteter, ligger hos medarbejderne. Med andre ord en hverdag karakteriseret ved både børnenes medbestemmelse og voksenstyring, og hvor omdrejningspunktet er anerkendende relationer og barnet i det inkluderende fællesskab. 

I Georgs Æske er udendørslivet højt prioriteret og vi er ude i alt slags vejr på vores dejlige legeplads. Her kan vi tænde bål, man kan lege i nogle af de små afkroge såsom prærievognen og pandekagehuset, udfolde sig både grov- og finmotorisk og mange andre ting. Vi udforsker også gerne vores nærmiljø, når det giver mening.