Traditioner er med til at skabe tryghed, fællesskab og en rød tråd i børnenes hverdag og udvikling. I Georgs Æske, hvor der er fokus på anerkendende relationer og inkluderende fællesskaber, bidrager traditioner netop til at skabe den trygge og glædesfyldte ramme, der understøtter børnenes trivsel og udvikling bedst muligt.
Naturuge i august
Vi har gentænkt vores tidligere Majprojekt, så vi afholder det én uge i slutningen af august og opholder os som udgangspunkt på legepladsen hele dagen, i det omfang børnene kan dette. Majprojektet har været en del af Georgs Æske siden husets start. Projektet har haft forskellige former og størrelser gennem årene, men grundtankerne er stadig de samme; hovedfokusset er nemlig naturen og naturelementerne kombineret med relationer på tværs. Dette vil vi forsøge at videreføre i Naturugen.
Vores fokus i Naturugen kommer til at være på vand og ild, hvilket vil sige, at vi kommer til at tilbyde børnene aktiviteter med vand på forskellige niveauer gennem ugen. Vi kommer til at tænde bålet i Bålhytten, som kan danne et samlingspunkt omkring ilden. Det er ligeledes to modstridende naturelementer, som samtidig er meget håndgribelige for børnene.
Vi ønsker at stimulere børnenes nysgerrighed i forhold til naturen, vejret og naturfænomener. Dette gør vi ved, at bidrage til og udvikle børnenes kendskab og fortrolighed med naturens elementer og disses muligheder gennem sanseoplevelser og formidling. Hvis det giver mening, kan nogle grupper tage på ture ud af huset. Men det skal ikke være hovedfokusset for ugen, men en mulighed.
En af vores erfaringer fra det tidligere Majprojekt, er at børnene virkelig sætter stor pris på at have deres egen rygsæk og madpakke med - dette fastholder vi også i naturugen. Dette er også med til at understøtte det sociale fællesskab og relationerne på tværs, når børnene deler oplevelser omkring dét, de selv har med i madpakken.
Vi ønsker at skabe rammerne for etablering af relationer på tværs af huset, og vi tilbyder aktiviteter i projektets varighed på alle niveauer. Så man på den måde, kan koble sig på noget man synes er spændende, uanset alder, køn, udvikling og stue.
Derudover, så ønsker vi at fastholde et tilbagevendende temaforløb, som en tradition for hele huset.